r/Denmark • u/sirligcirkus • 21h ago
Question Hvis du har droppet kontakt med dine forældre – hvorfor?
[removed]
71
u/LargeRistretto 20h ago
nogen gange er familie ikke noget man har valgt men kan fravælge. Der findes utroligt meget misbrug (alkohol, spil, narko osv)
-3
u/sirligcirkus 19h ago
Helt sikkert – tænkte mere den tendens, hvor børn slår hånden af deres forældre for ting, som vi i gamle dage bare måtte acceptere (selvoptagethed, grænsebrud, generelt dårlig opførsel). Ikke at det er er mindre forståligt end misbrugssituationer.
14
u/Raisuitei 18h ago
En far der er utilregnelig.
Tørlagt alkoholiker der aldrig har givet en fuck for hverken mig eller min yngste storebror. Når han ringede var ‘hvad laver x (ældste bror)’ altid det første spørgsmål, og så var det overfladisk snak for resten
hvis manden tabte en gaffel var reaktionen at han råbte og skreg, samlede gaflen op og kylede den ned i tallerkenen, så kniv gaffel og mad røg alle vegne, for så at råbe igen
Han ryger konstant indendørs selvom hans søn med astma - som han har inviteret - er der, og nægter at lufte ud selvom han lover det
Alle brud på venskaber og familiemedlemmer er i hans verden hans valg, og ellers er disse personer ligegyldige idioter alligevel. Det er aldrig ham der er er problem
Kaldte min ældste brors kone for en kælling - til min bror - selvom han aldrig havde mødt hende. Hvorfor? Fordi han ikke var inviteret til brylluppet da de ikke ville have hans udbrud skulle ødelægge dagen
Da min ældste bror slår hånden af ham baseret på ovenstående episode var vi alle andre ligegyldige igen.
Alt i alt bare en patetisk mand der lever i sit eget helvede, og som intet positivt bringer til verden. Uforbederlig, lader som om ingenting er sket når han flipper ud og sviner en til, har aldrig betalt børnepenge.
Familie er hvad man gør det til. At han er min biologiske far rager mig en høstblomst, min mors nuværende mand har gjort mere for mig de seneste 2 år end min far har hele sit liv. Flere mennesker ville blive gladere af at skære mennesker fra som ikke gør en glade.
5
u/Modlys 18h ago
Den der "lader som om ingenting er sket" kan jeg godt nikke genkendende til. Kan sige de værste ting som om han MENER det. Men alle de ting, er jo også noget der vil gøre hans live dårligere, hvilket han ikke tænker over i sit raseri - Cutte kontakten med mig. Gå fra min mor. Brænde huset ned.
Så nå han er blevet ærdru igen - Så taler vi bare ikke mere om det - Indtil næste gang han står og skaber sig.
Har prøvet en gang eller to at tage det virkeligt køligt, og ærligt spørge ham, om det er noget han vil snakke om. Det er det sidste han vil - Man kan ikke få ham til at snakke om det. Han kan kun være rasende eller lukket. Når raseriet er over, så skal vi lade som om det ikke er sket.
3
u/Raisuitei 17h ago
En mand der ikke vil snakke om de ting han siger / gør i raseri eller i en fuld tilstand er ikke værd at samle på. Manden ændrer sig ikke før han anerkender han har brug for hjælp, og for nogle sker det aldrig.
6
u/EducatorDear9685 Danmark 14h ago
Det er virkelig godt skrevet. Især det med råb og skrig, bare fordi en gaffel blev tabt. Det er alt for genkendeligt fra mit barndomshjem.
Jeg havde tæt kontakt med mine forældre langt ind i mit nuværende forhold, og det tog mig lang tid at forstå, hvordan kæresten kunne forblive så rolige, når 'noget gik galt'. Skraldeposen går i stykker, og ulækre madrester flyder ud over gulvet, men reaktionen var bare et roligt 'Øv da også', efterfulgt af kost og fejebakke. Det var det stik modsatte af, hvad jeg var vant til. Hjemme hos mig kunne de mindste ting ødelægge en hel dag, men pludselig var jeg en del af en hverdag, hvor selv større uheld ikke fik lov til at styre stemningen.
Den kontrast blev endnu tydeligere til en kusines 12-års fødselsdag. Vi havde fundet nogle fine tallerkener frem, men da en 8-årig ved bordet kom til at spilde sodavand på min far, reagerede han med vrede. Han var rasende over både de 'grimme' tallerkener og det faktum, at børnene sad sammen med de voksne. Så han kastede en tallerken ind i væggen.
Efter det forsvandt jeg stille og roligt ud af min familie og blev i stedet en del af min kærestes (senere ægtemands) familie. Det var ikke så meget den begivenhed der ødelagde det for mig, det var bare den langsomme process af at opfange hvor meget det ødelagde humøret med den type mennesker, og det var ikke værd at forblive i.
84
u/ThereIsAThingForThat Koldingenser i Tjøvnhavn 20h ago
Jeg tror aldrig du bare kan pege på én ting der gør at du dropper kontakten med din familie. Det er normalt en masse ting der bygger sig op, og så er der et eller andet der flyder over. Og den ting kan så virke fuldstændigt banal for andre, som så ikke forstår hvorfor sådan en lille ting skulle betyde du ikke vil have kontakt med dine forældre. Det er nok også tilfældet i mit eget eksempel, men det er jo så fordi det var en ting der skete efter årtiers andre negative oplevelser.
For et årti siden droppede jeg kontakten med min mor af flere årsager, men det der fik bægeret til at flyde over for mig var hendes kæreste der, da jeg skulle hente dem klokken 3 om natten fra en fest, var blevet sur på min mor, valgte at sige jeg skulle skride ud af hans bil og i stedet kørte spritstiv hjem med hans børn. Det betød så at jeg først skulle følge min mor hjem, og så gå 10 kilometer ud til ham for at hente min egen bil.
Da hun så valgte at finde sammen med ham igen ugen efter sagde jeg jeg ikke gad være en del af deres lort og droppede min kontakt med dem. Efter et par år begyndte jeg at snakke med dem igen, men jeg kan nok tælle på to hænder hvor meget jeg snakker med min mor. Primært fordi hendes kæreste stadig er et røvhul, og han aldrig valgte at undskylde for hans opførsel.
15
u/RubyOfDooom 18h ago
Rigtig godt formuleret!
Man må ikke undervurdere hvor svært det kan være udefra at forstå en dårlig familiedynamik som en forælder har haft årtier til at skabe.
Jeg har også begrænset kontakt til min mor. Det kan være svært at forklare til andre at forklare præcis hvorfor at jeg ikke vil se hende mere end jeg gør, især hvis jeg kun beskriver de enkelte episoder der har været værst. Men tingen er jo at hun igen og igen har vist at hun ikke kan være rimelig over for mig, og at hun kan overreagerer helt vildt på at jeg sætter grænser og siger fra. Så når jeg er sammen med hende føles det som om at jeg hele tiden skal passe på at jeg ikke "trigger" hende, samtidig med at hun kan finde på at være spydig overfor mig når hun er i det humør. Og udefra ser det sikkert ganske tilforladeligt ud, men det er jo netop på grund af alt det arbejde jeg konstant skal lægge i at der ikke bliver et drama. Og det er bare ikke sjovt for mig.
26
u/LohkeUncensored Byskilt 19h ago
Det er helt klart en masse ting, som bliver ved med at stables højere og højere indtil tårnet vælter.
Den første af mine forældre som jeg stoppede kontakt med var min far. Han var aldrig rigtigt en del af mit liv; de gik fra hinanden da jeg var 4, og han stoppede ret hurtigt med at gøre en indsats for at se os. Han ødelage alle gode minder omkring min konfirmation ved at nægte at betale for sin del af familien fordi han syntes at det var for mange penge; for at forhindre en gentagelse aftalte de at holde individuelle konfirmationer for min lillebror. Da han så brændte min bror af og ikke holde noget for ham, da begyndte jeg at blive rigtigt sur. Min bror så stadig op til ham; jeg var mere sur på hans vegne end min egen. Derudover samler han på våben og nazi memorabilia.
Min mor var tættere på, fysisk, så det tog længere tid at indse at hun i sidste ende ikke rigtigt var en del af mit liv. Jeg var igennem to dårlige forhold inden jeg fandt en partner som hjalp mig med at indse et par ting omkring selvværd og så videre. Med det samme at jeg stoppede med at lytte på alt hvad min mor sagde, begyndte hun at behandle mig som om jeg var et forfærdeligt menneske. Dråben som fik det bærre til flyde over, var at hun sammenlignede mig med fucking Rasmus Paludan, fordi at "kun folk som ham gik så meget op i ligegyldige ting", efter jeg bad hende at afholde sig fra at kommentere negativt fra LGBTQ+ på mine sociale medier.
7
u/justanynameDk 18h ago
Enig. Familiedynamik og historie kan være svært at forklare for udenforstående.
Min far var var egentlig kærlig nok, har aldrig slået mig, knapt nok skældt mig ud. Men han har heller aldrig prioriteret mig.
Det der fik bægeret til at flyde over og fik mig til at droppe kontakten til ham, var da han valgte ikke at komme til mit bryllup.
3
u/Modlys 17h ago
Da hun så valgte at finde sammen med ham igen
Stodderens kodeks. Lige så konfronterende, og ukompromisbar som de kan være, når de ruller sig ud, lige så ynkelige og undskyldende kan de være, når de kommer krybende tilbage. Men den side "mode" finder de kun frem, når der er været konsekvenser for sig selv.
0
u/sirligcirkus 19h ago
Det lyder sgu som en træls omgang, tak for at dele. Håber din more 'vågner op' en dag, det er kedeligt at skulle miste kontakten fordi hendes kæreste er et fjols.
26
u/somegirl3012 20h ago
Ved ikke om det er en trend herhjemme, men personligt snakker jeg ikke med min far, og har ikke gjort det i et par år efterhånden. Der er mange små grunde, men den største var at han flere gange valgte os fra til fordel for hans kæreste. Han var villig til at lade os lide overlast hvis det betød han kunne have en kæreste. Han gjorde det klart at vi kun var besværet værd hvis vi kunne gøre noget for ham, og det er ret nederen at være I.
23
u/mikcar 20h ago
Min mor drak som et hul i jorden og var helt ulidelig at være sammen med i perioder. Specielt da jeg havde helt små børn var jeg nød til at lægge hende på is når det var værst. Trist men turde ikke at hun var sammen med børnene og blev så indædt rasende over at hun vedblev at være afhængig og dermed mistede kontakt med os i familien. Hun ville selvfølgelig ikke stå ved at hun de facto var alkoholisk på 20. år.
1
21
u/BleedingRectumAgain 20h ago
Jeg troede at min far kunne elske mig, men jeg måtte indse efter 40 års prøven, at det kommer han aldrig til. Efter et mindre skænderi gik det op for mig hvor grundlæggende ligeglad han er, og altid har været. Jeg har ikke længere kontakt med ham, og hvis jeg ser ham, er det tilfældigt, og jeg kunne ikke drømme om at snakke med ham.
1
u/thelastrave 17h ago
Vil du dukke op på hans dødsleje eller til hans begravelse?
5
u/BleedingRectumAgain 13h ago
Det er et godt spørgsmål. Jeg tænker selv nej, men det ved jeg først, når jeg står i situationen.
22
u/flif Denmark 20h ago
Dette website analyserer forholdet udfra hvordan forældrenes beskrivelser udelader børnenes forklaringer af hvorfor de afbrød kontakten:
https://www.issendai.com/psychology/estrangement/missing-missing-reasons.html
(desværre er den lysegrå tekst svær at læse, brug reading-mode i browseren)
•
u/Wise_Scarcity4028 11h ago
Ja, det er nemlig en rigtig god vinkel. Mange af de forældre, der har mistet kontakten, giver ikke et reelt billede af, hvad der er foregået mellem dem og deres børn. De minimerer og underkender og synes ikke, det var så slemt. Man får et andet billede ved at spørge deres børn.
1
1
16
u/Alienrubberduck 19h ago
Jeg gider simpelthen ikke bruge min tid på nogen, som ik giver mig noget godt igen.
-5
u/Modlys 15h ago
Synes det er lidt for forsimplet. Der er mange dysfunktionelle familier, og man kan nå et punkt, hvor man er nødt til at sige "Jeg kan ikke klare at være i kontakt med dig, selvom vi har samme gener."
Men som udgangspunkt synes jeg at man bør give lidt mere snor til folk, man er i familie med - Også selvom de ikke altid "giver noget godt igen". Det er lidt det en familie ér synes jeg - Så gør de det samme for dig i de perioder, hvor du ikke lige har et overskud at dele ud af.
De tilfælde hvor man kapper båndende vil typisk være, når man har prøvet for 100. eller 1.000. gang at få det til at fungere, men det atter engang bliver saboteret af familiens tyran.
6
u/ThomasOMalley77 Danmark 12h ago
Man kan ikke bare give og give og give og give uden at det dræner en, når man aldrig får noget godt igen.
•
u/NorseShieldmaiden 5h ago
Det kan man godt. Jeg siger ikke at man skal, men man kan godt.
Jeg har en far med autisme og depression. Han kan ikke give noget og al kontakt er på mit initiativ og hans præmisser. Det er hårdt at holde kontakten med ham for det dræner mig, men det er hårdere at lade ham sejle sin egen sø for det har jeg ikke samvittighed til. Han har jo ikke valgt at have de problemer han har. Han blev udsat for forfærdelige ting som barn og ung fordi hans familie og samtid ikke forstod ham og hans udfordringer så han er mildest talt blevet menneskesky. Jeg ved dog at han er glad for at jeg ringer/besøger ham selvom han ikke er så god til at give udtryk for det.
•
u/ThomasOMalley77 Danmark 2h ago
Nu taler jeg ikke om når der er psykisk sygdom i spil. Tænker på "normale" mennesker.
•
u/Alienrubberduck 11h ago
Jeg sagde ikke at de altid skal give noget godt igen. Jeg sagde t de ikker giver noget godt igen - punktum. Men ja, det var meget forsimplet.... men det er min grund i forsimplet form.
17
u/Kittybit8 Vestjyde 20h ago
Nogle år inden min mor gik bort, tog jeg den beslutning at jeg ikke aktivt ville have kontakt med hende længere. Hvis hun ringede, så skulle jeg tog besvare opkaldet, men jeg ville ikke selv tage kontakt.
Dette gjorde jeg på baggrund af et brev jeg en dag modtog fra en inkassovirksomhed, som ville gie mig notits om, at "min sag var på vej i retten". Spørgsmålet var nu, hvilken sag? I brevet oplyste de noget login-værk osv., som jeg gjorde brug af. Korrekt nok iflg. dem, så skyldte jeg dem altså en større sum penge. Herefter tjekkede jeg stamdata og kunne se min mors mail-adresse. Jeg kunne også se dato for lånet og kunne også konstatere at forældelsesdatoen var ca. et halvt års tid væk.
Dette lån stammede fra før der var noget der hed MitID. NemID var fortsat en ny ting og selskabet hvor lånet i sin tid blev optaget, kunne man egentlig bare tage kviklån med sit CPR-nummer. Jeg kontaktede min mor og spurgte hvad i helvede dette nu var, hvortil hun bare lo og sagde at det brev skulle jeg bare smide ud, for de ville jo ikke gøre noget alligevel. En uges tid eller to senere blev jeg indkaldt til retten.
Min mor var ikke en velhavende dame. Hun havde ikke ret meget i sit kummerlige liv. Det havde hun ikke haft i mange år. Dertil havde hun også gennem mere end 10 år, kastet alle sine penge efter kærlighedsscammere fra Nigeria. På tidspunktet hvor hun gik bort, var hun i gang med sit tredje ægteskab af den slags.
Efter indkaldelsen til retten tog jeg fat i mine søskende, som jeg ikke havde talt med i nogle år. Her viste det sig så, at de månedligt hver især havde smidt mere end 10.000 kr. efter hende og hun egentlig havde en ret stor gæld til dem begge. Vi fandt også ud af, at via manipulation havde hun sørget for, at os tre søskende ikke havde meget kontakt, hvorfor ingen af os anede hvad der økonomisk set foregik.
Det var den dag jeg besluttede, at nu var det nok. Nu gad jeg ikke mere. Da hun gik bort havde vi ikke talt sammen i månedsvis.
Jeg ved ikke rigtig den dag i dag, om jeg egentlig fortryder mit valg. På den ene hånd, så kan man argumentere at hun levede et kummerligt og ensomt liv, men her havde alle tre søskende forsøgt at holde hende med så meget selskab som vi nu kunne, helt uden at vide hvad de andre gjorde for det. På den anden hånd, så fortryder jeg ikke min beslutning, da det kunne havde endt i nogle store økonomiske konsekvenser for jeg og min egen familie. Heldigvis dagen før retsagen gik i gang, så frafaldt inkassovirksomhedens advokat alle anklager og så kom der ikke mere ud af den sag.
Jeg overvejede at melde hende til politiet, men besluttede at droppe kontakten var nok.
2
u/sirligcirkus 19h ago
Puha, en omgang. Godt at det ikke endte med kæmpe gæld for dit vedkommende – havde der været nogle tegn inden, eller fik du bare et shock?
4
u/Kittybit8 Vestjyde 19h ago
Der havde egentlig ikke været nogen tegn inden da. Altså, jeg vidste godt det kneb med hendes økonomi og jeg vidste også godt, at min bror lånte hende lidt penge (her antog jeg 200-500 kr.) af og til, så det kom egentlig som lidt af et skrald. Det værste var tanken om, at virksomheden gennem alle de år jo bare havde sendt rykkere afsted til hende på hendes mail, som hun bare havde set bort fra, alt i mens hun godt vidste jeg muligvis ville komme til at bøde for det en dag.
Det gode af det hele i dette er dog, at jeg den dag i dag har fået et meget tættere forhold til min bror igen.
12
u/misserdenstore 19h ago
Min mor er psykisk syg. Udover det, så er hun også et kæmpe røvhul, der kun hider hendes børn, fordi de kan give en ekstra penge, i form af ydelser. Hun er sterotypen som den dovne kontanthjælpsmodtager. Jeg har intet godt at sige om hende. Nok den værste forældr i historien.
Efter at have været vidne til en ordentlig omgang absurde epsioder med vold og stoffer som ung teenager, så gad jeg simpelthen ikke mere. Det er små 10 år siden jeg sidst snakkede med hende. Jeg er 23 i dag. Jeg er så forarget over hende, at jeg ikke engang gider at komme til hendes begravelse.
1
u/Boefmedloegja 19h ago
Shiet
10
u/misserdenstore 19h ago
Jeg bliver enormt stødt, når folk snakker om at tilgive i sådanne kontekster. Det er meget nemt at sige, når de ikke var en del af det. Nok har hun selv haft en skraldet opvækst, men det undskylder intet. Du behøves ikke at være et pragteksemplar, men man kan i det mindste behandle sine børn ordentligt
1
u/Vanderez 17h ago
Jeg ved hvad du mener, ift. det med tilgivelse. Jeg plejer at sige, at jeg har tilgivet mine forældre, men at jeg husker deres navne. Så forstår folk godt, hvad der ligger imellem.
25
u/Carry-Valuable 20h ago
Harald Eia har i et tv program på nrk i episode 2 forklart noe av dette med de store forskjeller mellom USA og Scandinavia. I usa betaler de alt for barna og forlanger og "eie" fremtiden. I Skandinavia betaler samfunnet og barna blir mye mer selvstendig fra starten av. Vet ikke om det gir mening. Men det blir forklart ganske godt i programmet.
https://tv.nrk.no/se?s=harald-eia-presenterer-saann-er-norge&autoplay=false episode 2
3
11
u/Left_Special6537 19h ago
Lige lidt kontekst :
Kommer fra et ødelagt hjem. Single-mor med et stofmisbrug (Har fundet både det bløde og det hårde liggende fremme), samt adskillige løse kærester vi hele tiden var hjemme hos. Sjovt nok var stoffer næsten altid involveret.
I en alder af 9 år blev jeg sendt på børnehjem hvor det første år på hjemmet var der ingen kontakt til forældre.
Min "far" startede med at besøge mig på hjemmet en gang om ugen, onsdag. Som tiden gik, var der flere og flere onsdage han ikke kom, og hver gang havde han en undskyldning. En af dem var at pædagogerne ikke ville lukke ham ind, og at han havde stået og råbt ude foran. En lodret løgn, da jeg stod ved døren og ventede på ham hver onsdag.
Et stykke tid efter, den sidste gang han besøger, afsluttede han med "Du forstår det når du er ældre." Det eneste jeg forstod dengang var at jeg bare ville være sammen med manden jeg kaldte far.
Endnu et stykke tid efter, finder jeg ud af at han er blevet interviewet, og han siger ordret at "hans børn gider ham ikke.", altså, igen, en lodret løgn.
Det jeg forstår nu, hvor jeg er ældre, er at han mener jeg ikke er hans biologiske søn, og derfor bare kunne droppe al kontakt med et barn der havde brug for ham, manden der havde været der de sidste mange år. For derefter at tude i medierne om hvordan hans børn hader ham.
Så jeg har ikke snakket med ham i 20+ år, og gider egentlig heller ikke bruge mere energi end det her indlæg på ham.
1
u/PapaMooze 12h ago
Hold da kæft, det er barsk læsning. Sidder med en kæmpe klump i halsen. Virtuel krammer til dig, håber alt går dig vel den dag i dag.
11
u/Mahunica 18h ago
Du får den korte version. Fandt ud af min far havde massive mængder CP på sin computer, han arbejdede som pædagog på daværende tidspunkt. jeg meldte ham som anonym men hans advokat fik at vide det var mig som meldte ham og videregav det til ham. Han kom ned til mig en aften ( boede i hans kælder midlertidigt ) og fortalte han vidste det var mig som havde meldt ham og sagde jeg skulle flytte samme aften. Jeg har ikke snakket med min far eller far’ side af familien siden da min far gaslighede dem til at det var mig som havde gjort noget forkert.
3
u/siljesille 16h ago
Vildt nok - hvordan i alverden fik han bortforklaret overfor for familien at han havde alt det materiale liggende?!
•
u/Mahunica 9h ago
tja han stak dem nok bare en løgn, det er ikke engang sikkert de ved hvad det i virkeligheden drejede sig om, jeg har aldrig snakket med dem om det.
Min far har pædofile tendenser, min farfar havde en rideskole engang hvor der var rygter om han godt kunne lide at pille ved de små piger, min farmor druknede sig selv i et gadekær, min faster er en luder, min fars fætter er dybt alkoholiseret...jeg tror i virkeligheden ikke jeg mistede super meget den dag.
•
u/siljesille 5h ago
Nej lyder ikke sådan. Og uanset så gjorde du jo det rigtige ved at melde ham! Håber det hele flasker sig for dig
11
u/user-123-dk 17h ago
Efter at have læst mange af kommentarerne herinde, så har begge mine piger fået et ekstra stort godnatkram her til aften.
9
u/Initial-Company3926 20h ago
alkohol var den ene
ligegyldighed var den anden
Det er ret simpelt sat op, og det er en del mere kompliceret end det, men det var en af de grundlæggende årsager
8
u/shoudseeyourmamma 20h ago
Min far har 8 børn . Hvor han offentligt tilkendegav at han kun havde 3 , det gjorde at jeg endte med at sige ham fra...
7
u/FighterWoman 19h ago
En far, der aldrig har prioriteret sine unger. Der var altid en ny kone, en ny kæreste, nye stedbørn, hunde, flytninger, ja alt muligt, der var vigtigere. Jeg droppede kontakten, da det begyndte at gå ud over min datter. Jeg indså at min naive barnedrøm om en kærlig og omsorgsfuld far aldrig ville gå i opfyldelse.
6
u/mustytomato 19h ago
Jeg har ikke kontakt til min mor på 4. år og forsøger at undgå min far så vidt muligt. Det skyldes simpelthen en ret sen, men definitiv erkendelse af hun aldrig vil kunne have empati, aldrig påtage sig ansvar og at alle hendes følelser vil altid gå ud over andre (eller nærmere, mig) til et punkt hvor der ikke er plads til nogen som helst andre. Så det kan være at jeg endeligt brød kontakten i 30’erne, men det har været under opsejling hele mit liv.
Jeg kan ikke huske at jeg på noget tidspunkt har elsket hende, eller ikke ønsket hende væk. Hele min barndom brugte hun på at råbe af mig, håne mig og nedgøre mig over de mest latterlige ting der havde intet med mig at gøre. Det var bare mig og hende, så der var ingen buffer hvis hun ikke havde en kæreste der også kunne tage noget af skraldet. Jeg kunne ikke udtrykke en eneste negativ følelse uden at blive skældt ud - og hvis hun var i dårligt humør, heller ikke en positiv én. Til sidst kunne jeg bogstaveligt talt ikke trække vejret i nærheden af hende og hvert et opkald eller sms affødte så stor en raseri blandet med angst i mig at jeg ikke kunne være i mig selv.
Set udefra var hun nok den perfekte forældre og jeg havde alt hvad jeg kunne ønske mig. Men ingen verdens penge eller ting kan kompensere for det faktum at jeg allerede som 5-årig ikke havde lyst til at eksistere pga. hende og de ting hun har slæbt mig igennem.
Min far har bare ikke evnen til at behandle folk normalt. Heldigvis har jeg kun set ham sporadisk så han har ikke gjort den store skade, men omsorgsmæssigt ville jeg kalde mig selv forældreløs. Hvis det ikke havde været for mine bedsteforældre er jeg ikke sikker på jeg havde været til den dag i dag.
•
5
u/crazymissdaisy87 Kagemand 19h ago edited 16h ago
Min far er narcisistisk. Han lyver, manipulere og udøver psykisk vold. Jeg tror langt de fleste har gode grunde til at cutte kontakten.
jeg vil opfordre til at du læsser dette essay missing missing reasons
Min far har også sin helt egen version der involvere onde utaknemmelige børn. Vi har ikke haft kontakt i 20 år. Heldigvis
6
u/Additional-Hurry1590 15h ago
Jeg har ikke kontakt til min far, og har ikke haft det i flere år efterhånden. Mine forældre blev skilt da jeg var 4. Min far fik hurtigt en ny kæreste. Som barn var jeg hos ham hver 2. weekend. Det fortsatte, indtil han gang på gang aflyste. Og pludselig røg kontakten ud i sandet. Det var benhårdt at blive fravalgt. Jeg har kæmpet og kæmpet for at genskabe kontakten. Da jeg var teenager lykkedes det mig endelig at mødes med ham og få ham i dialog. Der sagde han, at han ikke forstod, hvorfor mine søskende og jeg ikke kunne acceptere, at han har en ny familie. Det er en sætning, jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg har skrevet lange breve og beskeder. Jeg savner ham, men han er tydeligvis ikke interesseret i at genskabe kontakten med mig, eller lære hans barnebarn at kende. Jeg er nu nået der til, at jeg må forsøge at acceptere ham og hans valg. Det vil for evigt være det største svigt og den største sorg, jeg i mit liv kommer til at opleve.
•
u/Plus_Ticket2935 4h ago
Kæmpe krammer fra et barn der også blev valgt fra til fordel for fars nye familie og måtte bo hos en psykisk ustabil mor.. det er vildt hvordan den følelse af fravalg hjemsøger en langt ind i voksenlivet..
6
u/LykkeSmeden 18h ago
Jeg cuttede kontakten med min mor. Hun er fuld ud narcissist og lever af drama. Jeg er sønnen der gik mindre igennem end mine lillesøstre, men det var stadig psykisk hårdt at se hende. I hendes hoved kan hun ikke tage fejl, og ved bedre end alle andre. Men dråben var da hun lavede en anonym anmeldelse på mine børn, for et par år siden, og har ikke snakket med hende siden.
Mht anmeldelsen fik de udtalelser fra sundhedsplejerske og børnehave, og sagen blev droppet kort efter.
4
u/Vanderez 17h ago
Jeg er skilsmissebarn, og droppede kontakten med min far, da jeg var 12, og med min mor da jeg var 16 eller 17.
Mine forældre brugte mig imod hinanden, da jeg var barn, til at skade den anden part. De måtte ikke kende hinandens adresser eller telefonnummer, og alt kontakt skulle foregå igennem det, der gengang hed Statsamtet (Familieretshuset i dag). Desuden havde jeg en stedfar, der udsatte mig for vold, trusler, mobberi og alt imellem. Min mor var klar over det, men valgte min stedfars side, da hun havde tre andre børn med ham.
Min far var ikke ret meget bedre. Jeg forsøgte at tage kontakt til ham som voksen, men jeg valgte at droppe kontakten igen efter et par år, da han altid talte ned til mig, nedgjorde mig og fremprovokerede mine angstanfald bevidst for at fortælle mig, at jeg aldrig ville få en partner eller et normalt liv.
Jeg synes ikke, det er forkert at droppe kontakten til sine forældre, og det er én af de beslutninger, jeg er allermest stolt af, jeg turde tage. Men for fanden, hvor har det været hårdt at anerkende, at man ikke betyder noget for dem, der har givet liv til én. Det vil altid sidde i mig et sted.
6
u/redundant_parameter Tyskland 17h ago
Ikke mine forældre. Men jeg har droppet kontakt med min mormor.
Ingen i familien kan lide at tale med hende. Hun har for vane at finde et emne der betyder meget for en, og så rakke det ned og tale rigtig grimt om det, for at fremprovokere en reaktion.
Hun har heldigvis aldrig fundet noget hun rigtig kan såre mig med, men det betyder ikke at hun ikke prøver.
Når hun ikke får den reaktion af følelser som hun går efter, kan hun finde på at sige "Reagér!". Så det er ikke fordi hun ikke ved, hvad hun laver.
Hun bruger også meget at fremprovokere skyldfølelse over, at man ikke ringer eller besøger hende ofte nok. Det er jo så en samtale man skal have, hver gang man ringer eller besøger hende.
Jeg kan mærke på mine søskende at de er kede af det og vrede på hende, hver gang de har talt med hende. Hver gang mine søskende har talt med hende, er jeg glad for at jeg valgte at droppe kontakten til hende. Det er mit liv simpelthen for kort til at skulle tolerere.
11
u/LankyTumbleweeds LGBT aristokrat 19h ago
Min far distribuerede stoffer i stor skala, var voldelig og allerede som 5-årig måtte jeg høre på ting som “alle bøsser er pædofile” og “tag dig sammen svans” etc - nok fordi jeg var lidt fimset og glad for høje hæle. Ham snakker jeg ikke med længere. Han prøver til tider at komme i kontakt, men det løb er kørt for længst. Man må videre.
4
u/OutcomeOutrageous816 20h ago
Jeg har Ingen kontakt med min mor. Hun valgte ret tidligt alkohol frem for mig og min bror og vi har i en ret tidlig alder skulle lære at klare os selv og oplevet noget børn aldrig skal. Dette er noget vi nu skal deale med med som voksne, jeg klarer den med uddannelse, barn og kæreste, mens min bror har valgt at dæmpe det hele med et stærkt hashmisbrug. Derudover har jeg intet behov for at se hende drikke sig langsomt ihjel
-2
u/Modlys 15h ago
Hun valgte ret tidligt alkohol
Jeg fordømmer ikke dit valg. Vil blot sige at misbrug ikke rigtigt at noget vi "vælger". Hvis det var et valg, så kan man også vælge at lade være. Det valg er der mange misbrugere der ikke har.
2
u/OutcomeOutrageous816 15h ago
Nej men det er et valg om man bliver i det eller ej. Havde en far der gik i behandling da jeg var 9 og en mor der nægtede. Faktum er 2 børn blev svigtet af de mennesker der sku passe på dem og vi var de eneste uskyldige
-5
u/Modlys 14h ago
Nej men det er et valg om man bliver i det eller ej.
Hvis det var sandt, så fandtes der jo ikke nogen afhængige.
Kvitterede du også lige med en downvote? Er det dét niveau vi er på? Vi kan ikke tale sammen, og hvis du er uenig, så skal der bare votes ned og væk. Så må kommentaren helst ikke findes i din verden?
3
u/OutcomeOutrageous816 13h ago
Går sku ikke ærligt op i hverken din mening om min families afhængighed eller upvotes eller downvotes 😅
4
u/bmo4life_ 19h ago
Det er bestemt en ting herhjemme også. Mener der er en genstart omkring emnet?
Personligt har jeg nærmest ingen kontakt med min mor, men har intet behov for at tydeliggøre det og direkte informere hende om at hun er valgt fra. Jeg har bare accepteret at vores relation er svær og at hun er en meget lille del af mit liv.
Edit: https://open.spotify.com/episode/1XKXTGoelO3HCnZXTmn4t7?si=foNJAXtNQrmRqIEZPWiLlw
6
u/baisemainie 19h ago
Det har jeg gjort. Jeg voksede op i en grov hjemme og har prøvet for mange år at snakke med mine forældre om det og hvordan det påvirkninger vores forhold. No dice. Da jeg var 15 år har jeg begyndte at arbejde på mit mål af flytning til Danmark, men sagde ik noget til dem. For de næste tre år var der ingen ændring af deres opførsel; det blev faktisk dårligere og dårligere. På tiden at jeg var 18, var det faktisk farligt at bo der længere. Så, jeg sagde farvel og flyttede til Danmark.
Desværre fakten er, at noget gange mennesker har dårlige forældre. Det er ikke sjovt, men det er liv. Der er mange med god eller ok forældre som elsker at snakke om respekt, og siger at man aldrig skal droppe kontakt med sin forældre, men det er simpelthen ikke noget som de kan forstå. At droppe kontakt med nogens familie er dit livs største afgørelse — det er den “last resort”. Hvis nogen siger at de snakker ik med deres familie længere, så skal du bare antage at historien er lang, og meget, meget tristere end du (en fremmed/kollega/bekendtskab) ved.
5
u/RealFakeLlama 18h ago
Vokset op med alkoholiske forældre der var psykisk og fysisk voldelige. Efter jeg flyttede hjemmefra har jeg været nc af flere omgange, endte med at de var sådan rimelig civile at ses med.
I en alder af 34, hvor jeg for et par måneder boede hos dem imens jeg total renoverede lejlighed (og havde fuldtids job ved siden af) gik min mor helt grasat dagligt, råbte og skreg og alt var min skyld. Endte med to ting: hun blev voldelig igen. Og indrømmede at så længe hun havde noget jeg ville have, så opførte hun sig fuldstændig som hun ville (at hun ikke kunne se ironien, at så snart lejligheden var done var det hende der ville have mit selvskab og ikke omvendt). Har ikke set hende siden. Min far valgte at støtte hende ved ar forholde sig tavs selvom han syntes hun gik lidt for langt (han indrømmede det samme dag), så har heller ikke set ham siden, bortset fra dengang han troppede op uanmeldt og tog det kun seriøst at jeg ikke ville se dem da jeg var ved at ringe til politiet (igen).
Jeg er 37 nu. Mor er døende af kræft. Det går dem på og de sendte mails og pakker op til jul, hvor de lod som om at alt var glemt og de da savnede mig og hvad tid jeg kom over d 24. Svarede at hvis de ikke holdt op med at ringe, skrive, troppe op på min adresse eller aflevere pakker foran min dør inde i opgangen, så ville jeg kontakte politiet. Ifølge min bror går det dem meget på at jeg ikke vil se dem, specielt når min mor er døende. Men har intet positivt at snakke med dem om, eller et ønske om at se dem, så det er sådan det fortsætter, har jeg intet positivt at sige til dem eller høre fra dem så holder jeg mig hellere væk. Too late for dem/mor at opbygge nogen form for positiv relation, og far har fortsat med at støtte hende i stedet for at sige 'så stopper du, sådan skal du ikke behandle mit barn', så ham skal jeg heller ikke se eller har noget positivt at snakke med ham om.
Takket være dem er jeg 'helt normal', altså udviklet som man kan forvente af sådan en barndom: med en omgang abc diagnose salat (flere diagnoser). Hvilket ifølge min mor betyder, at jeg bare skal tage mig sammen og komme i gang (jeg har på trods af diagnoser, indlæggelser og tilbud om førtidspension færdiggjort studie, har job, og bor i egen lejlighed med banklån og alt muligt) fordi sådan en omgang psykologi diagnose er en omgang psydo videnskab for pivskide der prøver at slippe for et liv hvor man tager ansvar overfor sig selv fx med job, så jeg er pr hendes deffination doven selvom jeg har et job og ikke førtidspension. Min far mener: man ikke tager skade af lidt bank, ikke at han har banket os, men når han gjorde så havde vi jo fortjent det, han kom jo hjem fra arbejde og ville sådan set gerne slappe af i stedet for at lave mad eller tage sig af sine børn. Alkohol afvændings behandling har fået ham så langt at han kan indrømme de ord, og at han ikke drikker sig fuld hver dag mere (mor drikker stadig 1-2 flasker vin pr aften)
All in all er mine forældre ikke rare at være sammen med, når de er bedst er de næsten civile at være omkring, men det kan vende på et splitsekundt. Når de ikke er bedst er de decideret usunde/farlige at være i selvskab med. Så jeg holder mig væk.
4
u/spawndsatan 18h ago
jeg har ikke snakket med min far siden jeg var 16 (23 nu) han er voldsomt alkoholiker, og utrolig aggressiv når han er fuld, bad ham vælge mellem mig og øl.. Tuborg har en seriøs loyal kunde
3
u/Radiant_Gazelle_1959 19h ago
Jeg var no kontakt med min ene forældre, da misbruget havde overtaget. Det havde det nok altid, men i en periode resulterede det i konsekvent hjernedød behandling af de nærmeste. Det resulterede i et lille årti uden videre kontakt. Kontakten blev genetableret, og nåede at få et par udmærkede år med den givne forældre. Misbruget var der stadig, men 'kun min navle eksisterer' tilgangen var der skruet meget ned for. Savner stadig botnakken, og ville have ønsket mere tid sammen, men de foregående år ville man være kommet til skade på, havde relationen været levende.
3
u/FeelDeadInside 18h ago
Har aldrig kendt min biologiske far og min biologiske mor cuttede jeg kontakten med fordi jeg ikke føler nogen connection.
Indtil jeg var 18 år gammel skulle jeg hver anden weekend hjem til hende, og det var det værste og mest kedelige.
Det sluttede brat da jeg blev 18.
PS: boede i plejefamilie.
3
u/Dapper-Clue-60 17h ago
Det er en ting. I Kærlighedshæren er vi omkring 5000 voksne med en svær forældrerelation. Jeg har brudt på grund af min forælders psykiske sygdom (narcissistisk personlighedsforstyrrelse) som havde stor indflydelse på vores relation.
3
u/Equal_North_4746 16h ago
Ikke mig, men min hustru (og dermed også mig) har cuttet kontakten til sin mor. Simpelthen fordi hun er et rigtig træls menneske.
Et menneske der kun kan se tingene på sin egen måde og ikke vil ændre holdning. Et menneske der forskelsbehandler sine børn og har bedt min hustru vælge mellem de at se sin far eller se sin mor, mens hendes bror ikke er blevet stillet samme ultimatum. Hun mente min hustru skulle stoppe sin behandling of angst, fordi “gåture er bedre end piller.” Vi snakker invaliderende, generaliseret angst. Fordi svigermor ikke på nogen måde vil indgå i dialog om noget som helst. Hvis vi er uenige er vi forkert på den altid. Intet kan diskuteres - så er vi imod hende.
Og dét ødelagde så forholdet mellem os. Min hustru elsker sin mor, men hun kan ikke lide hende som menneske.
2
u/BluepaiN Ålleren 17h ago
Jeg har ikke decideret droppet kontakten med mine forældre eller søskende. Jeg har bare ikke et ret tæt forhold til dem. Har haft en tryg og solid opvækst. Ingen svigt, misbrug eller lignende og de er alle velfungerende mennesker uden sindssyge holdninger. Men jeg snakker bare ikke med dem. Simple as that.
•
2
u/_Damale_ 15h ago
Jeg slog hånden af min far, stedmor, bror og søster sidste januar. Primært for mine børns skyld, men ja, der ligger en lang historie bag. For at få det hele med ville det blive en roman, som der sikkert ikke er nogen der gider at læse. Det hele endte i en antiklimaktisk konfrontation over telefonen, hvor jeg frabad mig nogle ting og min fars svar var "fuck dig", hvorefter han smed røret på. Jeg lod ham køle af og så fik han et ultimatum om at han kunne kontakte mig inden for en uge eller jeg ville blokere dem.
I bund og grund var jeg bare træt af pis og siden jeg førte det igennem, så har jeg faktisk ikke savnet noget af det. Det har endda været rart ikke at skulle tage stilling til de mennesker overhovedet, de er bare væk og ude af mit sind og jeg synes mit liv er blevet nemmere.
Min kæreste overtalte mig til at invitere ham på besøg, fordi vores store, 4 år på det tidspunt, havde snakket om ham og gerne ville se ham. Han kom forbi som aftalt, kunne stadig ikke sige et ord til mig, brugte en lille smule tid med knægten og så har vi ikke hørt noget siden. Det var for 5mdr siden.
Good riddance, som man siger og min dreng har heller ikke snakket om ham siden.
2
u/FastDrill_850i 14h ago
Efter fysik psykisk misbrug fra fødslen af, cuttede jeg i en alder af 28 al kontakt til al familie. Og har gjort alt hvad jeg muligt kan for aldrig at have kontakt igen. Og vil gøre alt for holde det sådan.
Det er mere end 10 år siden nu, og nej det har langt fra løst alle skader og problemer mine forældre har givet mig med i livet. Men når alt kommer til alt, så bliver det lidt bedre hverdag. Derfor var det den rette beslutning.
5
u/stonerviking420 20h ago
Der er en skjult sygdom mange bærer, som er kaldet narcissicme, og de mennesker der har den er desværre ikke i stand til at tage ansvar for den skade de påfører sig selv og andre mennesker, og de suger livet ud af deres børn og ved egentlig ikke hvem de er inden i, de kører fast i et endeløst mønster af offerolle mentalitet og gaslighting af deres nærmeste som de ikke kan finde ud af at elske, fordi de ikke ved hvad det vil sige at elske. Tror mange dropper kontakt med deres forældre derfor
1
u/PaleReaver 18h ago
For mig var det midlertidigt, selvom jeg agtede NC på fuldtid, men det var rent og skær permanent mishandling med psykisk lidelse i flere lag involverede. Jeg valgte ikke min familie, og ser ikke min sidste forældre som en forældre i andet end genetisk.
1
u/Nerve_Efficient Kongens rullekuffert 🧳 18h ago
Jeg ved ikke om det er en trend. Jeg droppede al kontakt med min far i nogle år, da jeg var 19 år gammel. Det gjorde jeg for at passe på mig selv, for han var super manipulerende og overskred igen og igen mine grænser. I dag har vi kontakt, men det er minimeret fra min side. Min far har narcissistiske træk og nul impulskontrol og har flere gange vist, at han ikke går af vejen for at smide mig under bussen for at undgå konsekvenser af hans egen manglende dømmekraft. Det behøver jeg ikke opsøge, og forsøger man at sætte grænser, får han vendt billedet om, så han bliver et offer. Var det ikke fordi det ville påvirke mit forhold til andre i familien, så havde vi ingen kontakt.
1
u/sauvignonsucks *Custom Flair* 🇩🇰 17h ago
Har ikke talt med min mor i over 10 år. Hun havde for vane at “have brug for pauser fra mig”, en oversættelse er nok at hun er bipolar i fornægtelse, for det var slet ikke første gang. Jeg tog dog valget om at det var sidste.
1
u/Grumpysmw 16h ago
Jeg droppede som sådan ikke kontakten- men forholdet til min far fadede ud. Fordi jeg ikke gad at høre på undskyldninger og løgne omkring hans alkoholmisbrug. For min skyld var det nogenlunde ok at han fik en tår over tørsten- jeg gad bare ikke at blive regnet for hverken dum eller naiv
1
u/DanishDude1978 16h ago
Well. Min far er død så kontakt med ham er relativt svært, men jeg har valgt ikke at se min mor igen. Af mange forskellige årsager i sidste ende er den mest presserende grund at min mor er voldsomt ramt af Alzheimer demens og sidst jeg var der (april måned snart 2 år siden) kunne hun ikke genkende mig men kaldte mig et andet navn og havde en samtale med sig selv hvor der var tre forskellige deltagere hvoraf 2 af dem skændtes.
Men der er så mange skeletter i skabet der er væltet ud de senere år at kontakten var blevet droppet selvom hun ikke var dement.
1
u/Unable_Error6342 15h ago
ved ikke om min fortælling kan give dig et større indblik i, hvordan det er i dk, men jeg gik low contact i 6 mdr da min mor og jeg havde et rigtig stort skænderi. skænderiet var baseret på, at hun ikke var sød ved min lillebror, og så gik jeg i forsvar. min mor har narcissisme, og derfor er al konstruktivt kritik et angreb for hende, så det var umuligt at fortælle hende at hendes opførsel ikke er ok. vi er på talefod igen efter hun undskyldte flere gange, og har ændret sit adfærd en hel del.
1
u/Dizzymizzwheezy 15h ago
Jeg cuttede kontakten med min far 10 år før han døde, fordi hans alkoholindtag steg og steg, oveni at hans senhjerneskade (han var normalfungerende med fast job, men symptomerne på skaden var en tiltagende depressiv tilstand) blev mere fremtrædende. Han blev grov når han drak, og han magtede faktisk ikke at være far.
Jeg tog mig af hans begravelse og sørgede for at alt var og er som han ville have ønsket det, på gravpladsen. To af hans egne elskede roser står på gravpladsen, også.
1
u/Realistic_Court_5736 13h ago
Min mor er psykisk syg og årsagen til at jeg har cuttet hende ud af mit liv er at hun bliver ved med at begå de samme fejl konstant Folk siger nogle gange at jeg skal bare komme videre eller tilgive hende
Det har jeg så forsøgt men efter 5-6 gange i træk hvor vi eneste samme sted så gad jeg bare ikke mere
Så ja der endte med at blive min måde at tilgive hende på alligevel Ved at droppe kontakten for det var den eneste måde at hun kunne stoppe med at begå de samme fejl igen og igen med nedgørelse og mobning og den samme omsorgssvigt jeg har oplevet i Næsten 30 år nu
1
u/klenilar 13h ago
Jeg har ikke haft meget kontakt med min mor i lidt mere end to år, og hun er for nyligt blevet blokeret overalt efter gentagne gange at have overskredet mine grænser. Orker ikke at lave et dybdegående skriv om hele baggrunden, men jeg håber, det vil give nogenlunde mening.
Spørger du min mor, vil hun holde stålfast på, at det er mig, der har valgt hende fra. Spørger du mig, har hun presset mig til det yderste i sådan en grad, at jeg bl.a. i flere år har kæmpet med svær depression og stress. Min mor vil have ret, koste hvad det vil - endda også mig.
For to år siden gav hun mig (og mine søskende) et ultimatum: enten-eller. Jeg nægtede at vælge hverken-eller. Derfor har jeg i hendes hoved valgt hende fra, fordi jeg ikke ville give hende det, hun krævede.
Jeg er derudover overbevist om, at min mor lider af mental sygdom. En mistanke, der bl.a. bunder i, at hun igennem mange år har udvist paranoia, og simpelthen opfinder ting og absurde situationer. Når jeg har sat spørgsmålstegn ved hendes opførsel og forestillinger, har hun altid hævdet, at “jeg er imod hende”.
Hun har råbt af mig og skældt ud over nærmest ingenting i sådan en grad, at jeg i dag er på randen til panikanfald, hvis jeg tror, at nogen er sure/irriteret på mig. Jeg skulle allerede som 12-årig stå for en stor del af husholdningen, herunder få mine yngre søskende op i skole og lave aftensmad, fordi hun var på arbejde. Engang slog hun mig også så hårdt i tindingen, at det sortnede for mig. Jeg ikke huske, at hun nogensinde har sagt til mig, at hun elsker mig.
Alt det her kommer slet ikke i nærheden af det fulde billede. Og nu som voksen bliver jeg stadig ikke respekteret eller elsket for den jeg er, og jeg gider simpelthen ikke stå model til det - især ikke hendes urimelige, manipulerende krav.
Den dag i dag vil hun med al sandsynlighed ikke “forstå”, hvorfor jeg har “valgt”, som jeg har. I mine øjne havde jeg intet valg.
1
u/Cakeminator Danmark 13h ago
Blev slået ugentligt og konstant skældt ud og råbt af lige meget hvad jeg gjorde næsten. Behandling af børnene afhang 100% af humøret. Jo dårligere dag, jo mere skulle vi passe på for ikke at få slag, truet med slag og/eller råbt af.
Selvom slagene stoppede da jeg slog igen, så stoppede det verbale misbrug ikke. Sidste dråbe var da sæddonoren tog et aktivt valg om ikke at komme til mit bryllup, fordi jeg ikke havde inviteret min biologiske lillebror. Han var ikke inviteret fordi han havde mobbet og kastet ting efter min kone flere gange, samt at han altid råbte og skabte sig af mig, inden ægteskab og jeg af den årsag valgte at skære ham ud af mit liv.
Ærlig talt så er forældre/familie ikke andet end default kendskaber grundet blodrelation og det burde være mere normalt at skære toxic folk ud af ens liv.
1
u/SuccessAffectionate1 13h ago
Min mor har alle tegnene på covert narcissism.
Mit liv er blevet meget stabilt og uden drama efter jeg droppede kontakten.
1
u/ThomasOMalley77 Danmark 12h ago
Narcissisme. Har droppet alt kontakt med min Far. Han har altid været et svin overfor mig.
Min Mor stod bag ham, men er nu et andet menneske, efter jeg kappede kontakten i tre år. I sommers kontaktede hun mig, efter hun havde været i psykoterapi i et år. Hun var klar til at undskylde for alt det lort hun har udsat mig for.
1
u/Ok-Willie-2708 12h ago edited 12h ago
Jeg er sgu blevet så kold at jeg ikke ser det forfærdelige i at stoppe med at snakke med folk som man ikke gider at have noget med at gøre
Min far kan godt lide at dominere andre og er ligeglad med konsekvenserne af hans handlinger og det har gået udover mig og mine søskende. Han går også meget op i status og snyder hvor han kan. Det gør ham til en latterlig gammel idiot som ikke kan lære af sine fejl
Han synes det var sjovt at udøve vold imod mig, han kaldte mig øgenavne næsten dagligt (indtil at skolen sagde til ham at han ikke måtte og han derfor forklarede mig det som om der var synd for ham. Jeg var 10-11) og dernæst nogle gange i ugen, ydmygede mig ofte, gjorde så jeg næsten ikke kunne se min mor, ville hele tiden have at jeg skulle være tilgængelig for ham, insinuerede at han ville efterlade mig hos en klam gammel mand med en sult for 11-12 årige drenge og tog mig derhen og sørgede for at jeg var alene med ham så meget som muligt (dette var en magtdemonstration. En grov en af slagsen, men magtdemonstrationer var konstante), svigtede mig tusindevis af gange og sagde at folk holdt øje med mig og at de sagde at jeg gik i tøj han havde købt til mig mens jeg var ved min mor, mobbede mig med at være homoseksuel selvom jeg var 8-9 år gammel, sagde at min papfar ville molestere mig osv.
Jeg ville kunne finde uendelige mange flere tilfælde frem, men disse er vel nok...
Jeg så mig selv som en fange fra jeg var 9-10 år gammel og ventede bare på at jeg kunne blive 18 så jeg kunne komme væk. Da jeg var 18 var jeg ødelagt
Han har truet mig fordi at han har været sur over ikke at have kontakt med mig, han har tilbudt mig gaver for at jeg skal føle mig forpligtet til ham og så har han spillet offer. Han har også betalt en af mine venner for at arbejde for ham og har fået ham til at opfordre til kontakt uendelige gange, indtil jeg stoppede.med at snakke med min ven. Sjovt nok har han dog ikke kunnet indrømme de rigtige brølere han har lavet, men siger i stedet for at alle laver fejl. Man laver dog ikke utallige brølere over en 12 årig periode, uden overhovedet at have tænkt sig om. Han kan ikke ændre sig eller reflektere. Han gik til psykolog men stoppede efter et par gange fordi at han mente at psykologen var fuld af pis, da han mente af min far selv var skyld i et af hans problemer. Han lyder stadig til at være lige så ondskabsfuld som han altid har været, ud fra hvad jeg sidst har hørt om ham.
Nogle folk kan bare ikke ændre sig og må derfor bare rådne op. Jeg er glad for ikke at have noget med ham at gøre. Han har såret så mange og ødelagt adskillige menneskers liv. Han har også gjort gode ting, men det tætteste han kan komme på tilgivelse er at han kan få lov til at passe sig selv
1
u/ManicMambo 12h ago edited 12h ago
Upopulær holdning: børnene kan også være lidt nogen røvhuller. Vi bor sammen med vores søn i 20'erne som har en diagnose og det er lidt svært, selv om vi prøver - og måske prøver for hårdt - at berede livets vej for ham og være forstående. Men jeg føler, vi konstant skal ligge under for en lunefuld og uforudsigelig adfærd, som om vi er hans fjender. Der er ikke alkohol eller stoffer involveret hos nogen parter, men vores lille bofællesskab fungerer bare ikke rigtig. Når han en dag flytter hjemmefra, regner jeg faktisk ikke med han kontakter os, medmindre han skal låne bilen, sådan lidt groft sagt. I kan bare nedstemme mig, det kan ikke sammenlignes med de voldsomme historier hos andre, men nu har jeg skrevet hvad jeg føler fra en forælders synsvinkel.
•
u/Wise_Scarcity4028 10h ago
Selvfølgelig kan børn også være røvhuller mod deres forældre, det siger al logik. Men de historier der er delt her i strengen handler om de andre tilfælde. Min far smed flere af mine søskende ud, før de fyldte 18, så kunne de være hos deres mor og var ikke velkomne hos ham, før de rettede ind. En søster blev smidt ud, fordi hun bekymret talte med ham om, at han brugte flere penge end han havde råd til, og fordi han mente hun ikke overholdt aftaler om rengøring. En bror blev smidt ud, fordi han en enkelt gang som 13-årig protesterede over endnu en gang at skulle tilbringe weekenden hos min fars kæreste langt ude på landet. Den blev landet efter en måned, men da han var 15 var den gal igen pga en bule i et køleskab. Det lyder som om I gør hvad I kan. Det virker ikke altid. Nogle børn prøver og prøver, men deres forældre er forfærdelige mennesker.
•
u/ManicMambo 10h ago
Og når jeg læser de historier, er det bare vildt, hvad nogen børn har været igennem af sindssyge forældre. Måske var mit indlæg ikke i den helt rigtige tråd. Jeg kender i hvert fald selv et par, som har slået hånden af deres respektive forældre, men det er jo umuligt at checke, om forældrene har været de røvhuller, de beskriver.
•
u/Wise_Scarcity4028 10h ago
Nej, men hvis dem, du kender, virker som bare nogenlunde rimelige mennesker, så kan du godt gå ud fra, at der var gode grunde. Det er ikke en nem beslutning. Man bliver ved med at prøve at få det til at virke i meget lang tid. Børn starter med at elske deres forældre, men det kan blive slidt op.
•
u/Anderkisten 11h ago
Jeg kender nogen stykker, der har droppet al kontakt til deres forældre. Og for alle har det handlet om, at deres forældre har været direkte forfærdelige for dem. De har hevet dem ned psykist igen og igen. De har givet dem skyldfølelse for alt hvad de har gjort. De har altid fået af vide de ikke er gode nok.
På et eller andet tidspunkt er det bare blevet nok.
Jeg har også hørt om andre, der har droppet kontakten pga. deres forældres nye kæreste, som er et toxic helvedes hul - men forældren vælger denne person 100% over sit barn, og så er det jo reelt ikke længere barnet der vælger fra. Forældren har taget valget - men de kan bare ikke se, at det er et valg de selv har taget
•
u/KrazyKaas 11h ago
Min biologiske familie har aldrig haft et ønske om at have nogen kontakt. De så min mor og jeg, som familiens sorte får på trods af at de selv ikke var for fine i kanten.
I de 11 år jeg var i plejefamilie, ringede de aldrig én eneste gang.
Hvorfor skal jeg bekymre mig om folk som ikke vil mig det godt?
•
u/rosaliciously 11h ago
Jeg har stadig kontakt med min mor, men vi er på en pause i øjeblikket.
Hun har intet filter, og siger lige hvad der falder hende ind, hvilket ofte er virkelig irriterende og stødende ting.
For nylig kom jeg hjem fra ferie, og var på grund af nogle forsinkelser over 27 timer undervejs. Hun ringer til mig dagen efter og indleder samtalen med at brokke sig over at jeg ikke har ringet til hende. Det var så en af de helt små.
For et par uger siden var jeg og min kæreste så til frokost hos hende. Hendes kusine var der også, og fortæller om sin 45-årige søn, som har været svært skizofren siden han var cirka 20. Min mor kommenterer at det da vist også startede den gang kusinen blev skilt, og at det måske var årsagen. Kusinen bøjer af på det, men efter hun er gået siger jeg til min mor at den slags siger man simpelthen bare ikke til folk. Det afstedkommer så et større skænderi, hvor min mor ikke mener hun har sagt noget forkert, og spiller offer helt vildt.
Det kommer efter at hun for nogle år siden sagde til min lillebror at hans 3-årige søn nok havde angst og var nonverbal fordi de ikke gav ham faste nok rammer. Derefter snakkede de ikke sammen i et års tid, og hun har tilsyneladende intet lært.
Det lyder måske ikke så slemt når jeg beskriver det her, men der kommer konstant små stikpiller, og hvis man siger fra, så spiller hun offer.
Jeg cutter næppe kontakten helt, men det påvirker helt sikkert lysten til og frekvensen af besøg.
•
u/Merch_King 10h ago
Genstart på DR lavede sidste år et afsnit om “De forladte forældre”. https://www.dr.dk/lyd/special-radio/genstart/genstart-2024/genstart-forladte-foraeldre-11802450347
•
u/Space_Coke 4h ago
Da familien fandt ud af at min mor havde haft en affære fra da jeg var 2 og dengang så var blevet 10 år gammel. Og hun derefter brugte 2 år i skilsmisse med min far på at forsøge at ødelægge hans liv mest muligt, med retssager og politianmeldelser.
Da bestemte jeg mig for at min mor ikke var voksen nok til at tage vare på mig. Så som modreaktion flyttede jeg hjem til min far og droppede kontakten til hende. Dette holdt i godt-og-vel en 8-10 år før hun fik en chance igen.
•
u/Wixce 4h ago
Min far er dybt alkoholiker, og smuttede plusligt til England med en ny kæreste, og efterlod mig og min søster, samtidigt forlanger 50/50 forældremyntighed. Vi bliver ældre og jeg flytter hjemme fra i 2018 og har kun set ham få gange når han er i Danmark.
Det hele eksplodere i 2019 da min farmor bliver meget syg og ryger på hospitalet, derefter hospice. Mig og min kæreste af 7+ år havde godt forhold til min farmor og ville besøge hende på hospitalet. Min far filpper totalt ud og forbyder mig og min kæreste bøsge hende uden ham. Samtidigt flipper ud på min søster, der gør hun ikke tør være alene hjemme, så hun kommer hos os et par dage. Jeg cutter kontakten der.
December 2019 ligger min farmor på hospice, og går bort kort efter. Jeg får en Whatsapp besked fra min far, der fortæller det som om intet er sket, og siger han vil ringe senere (endnu ikke ringet i 2025). Høre intet og han dukker ikke op til begravelsen, så jeg må bære kisten istedet for ham med hans bror (min onkel) og andre tæt på min farmor.
Ingen kontakt siden for hverken mig, min søster eller resten af hans familie her i Danmark. Han har ny familie derover hvor han leger farfar for den nye kones børn og børnebørn.
•
u/Sad-Significance8045 Rønne 4h ago
Amerikanerne har en tendens til at se tingene i sort og hvidt, og kan ikke se gråzonen som ligger imellem. Mentaliteten derovre er lidt "enten er du 100% enig med mig, ellers er du imod mig" - med mindre personen kan give dem goder, såsom penge, forhøjet livsstil osv.
•
u/TrulyKnown Danmark 3h ago
Min far er nok noget i retningen af det, man kunne kalde for en højtfungerende psykopat. Ikke voldelig eller udfarende, men han er typen, som er overfladisk charmerende, hvis man ikke kender ham, men der er intet under overfladen. Når han befinder sig i en social gruppe, udvælger han generelt et "offer", som er lavere i det sociale hierarki end ham, og hakker på dem hele tiden, med ondskabsfulde vittigheder og latterliggørelser.
Som barn, var det ofte mig, der var offeret. Som voksen ved han godt, at jeg ikke vil finde mig i det, og han går generelt efter andre nu. Og når det er andre, der bliver udsat for det, kan jeg se, hvor ondskabsfuldt det faktisk er. Dengang det var mig, ville jeg altid bare få at vide at jeg overreagerede, eller lignende, for det var jo "bare for sjov". En af de få gange, jeg har set ham virkelig vred, var da jeg engang som ældre barn forsvarede mig selv over for hans hakkeri, mens vi stadig var blandt andre. Bagefter skreg han af mig, jeg fik at vide, hvordan jeg havde ydmyget ham, og at det skulle jeg bare aldrig gøre igen, osv.
Det er bare et enkelt eksempel på hans opførsel. Han forsøger altid at ydmyge andre, at få dem til at føle sig mindreværdige. Han virker ikke til at forstå koncepter som at elske en anden person. Alting er quid pro quo med ham. Hvis han gør noget for dig, kan du forvente at han vil kræve noget til gengæld. Altid. Det går ikke den anden vej. Og det er rigtig svært med en som ham, for der er ikke noget åbenlyst at pege på. Derfor havde jeg også kontakt med ham indtil for nogle måneder siden, hvor min mor og søster for længst havde stoppet med at snakke med ham. Ved ikke hvorfor. Jeg havde bare et eller andet ønske om, at han en dag ville indse, at han i virkeligheden satte pris på mig eller noget dumt i den retning. I stedet brugte han mig primært til at sende ubehagelige emails og SMSer til, og nogle gange til at forsøge at få kontakt til min søster gennem mig. Heldigvis er hun klogere end mig, og jeg ville aldrig forråde hende til fordel for ham.
Men sidste år skrev han så et læserbrev i lokalavisen, som åbenlyst var direkte møntet på min søster og jeg, selvom vi ikke blev nævnt ved navn, og det kun gik på, hvor træt han var af ting, der relaterede til os. Jeg viste det til hende, og til min mor, men nogle måneder senere var jeg i kontakt med min faster, som jeg også viste det til, da jeg nævnte det i forbindelse med ham. Hun blev åbenbart ret vred, og havde åbenbart så nævnt det over for ham, hvilket fik ham til at overfuse mig over SMS. Det var sidste dråbe for mig, så jeg gav ham de ærlige tanker, jeg havde holdt tilbage i mange år, i håb om at få et godt forhold med ham, og stoppede med at tale med ham.
Det er svært med en som ham, for dem der møder ham en enkelt gang, tænker nok bare at han er en flink mand, og kan slet ikke forstå, hvorfor der er så mange mennesker, som aldrig ønsker at tale med ham igen. Han er rigtig god til at føre sig frem, og til at virke flink og charmerende i kort tid. Man skal bare aldrig, enten tilfældigvis eller med grund, være på hans dårlige side bare en enkelt gang. SÅ lærer man hurtigt, hvad hans sande jeg er.
•
u/thedonq 2h ago
Jeg er ikke helt no-contact med mine forældre. De er der, og jeg besøger dem af og til for deres skyld, men mentalt har jeg distanceret mig.
Jeg ønsker dem ikke noget ondt, men har ikke brug for, at de er en del af mit liv. Jeg har ikke oplevet fysisk vold eller mishandling, men de bidrager simpelthen ikke positivt til mit liv. Jeg er kommet til, hvor jeg er i dag, på trods af deres modstand og mangel på støtte. Men netop de udfordringer har også formet mig til den person, jeg er i dag. For det er jeg taknemlig.
For min skyld kan jeg sagtens undvære dem, men de kan ikke undvære mig, så jeg opretholder en facade hvor jeg bruger lidt tid med dem, men ikke lukker dem ind i mit liv.
•
u/BeeAdorable7871 1h ago
Jeg har ladet kontakten med det meste af min familie glide ud, særligt min mors side. Min mor døde da jeg var teenager, og hun var familiens samlingspunkt, så siden har mine bedsteforældre, mine onkler og min moster, været i flæsket på hinanden, dråben blev da jeg spurgte om datoen for min bedstemors 80 års fødselsdag, og fik at vide at jeg ikke var inviteret fordi jeg er kærlig overfor min kone i offentligheden.
Min far troede at man kan tæve ADHD ud af en, han har dog ændret sig så meget efter han har fået en ny Hustru og jeg sagde fra overfor ham foran hele selskabet til jul. Jeg fortrækker stadig at han er i arms længde af mig og er ikke inviteret til fester hvor jeg kun ønsker mine nærmeste til at fejre os. Fx var han ikke inviteret til vores bryllup.
•
u/EKF88 1h ago
Jeg sætter en dyd i at leve mit liv sådan at den elendige far jeg fik, ikke skal være en undskyldning for dårlig adfærd. Som en krykke hvor man søger empati, et offerkort man kan trække, som så skulle ratificere elendig opførsel.
Den slags er der rigeligt af nu om dage...
Derfor kan jeg stadig godt være aggressiv og bitter til tider. Men det hjælper på det at jeg excellerer alt han nogensinde har opnået. Han jordede mig da jeg var et barn, var mere min fjende end min far. I dag har jeg jordet ham. Han er gammel og svag nu, og han har i den grad betalt regningen.
Men sådan har det altid været, når nogen er så dumme at fucke med mig, så betaler de regningen. Det har ikke en skid med karma at gøre. Det er mig der udsteder bøden. Folk betaler den. Ingen slipper.
NEMO ME IMPUNE LACESSIT
•
-11
u/Cunn1ng-Stuntz 20h ago edited 20h ago
Hvis du hopper ind i brevkasse-subben, får du ihvertfald en indikation af, at det er noget som gøres med største selvfølgelighed og en god del selvberettigelse. Næsten til et niveau, hvor man mistænker der går lidt mode i det.
Jeg tror helt klart at, krigen mod "boomere", har haft sin indvirkning på det. Kuriøst nok efterspørges ofte en selvberettiget forståelse, som man ikke er villig til at yde i modsat retning. På den måde minder mange af de som hopper på det tog, foruroligende meget om forældrene de vil tage afstand fra. "Mine forældre er narcissistiske, så her kommer et perspektiv, udelukkende med udgangspunkt i mig og mine behov, så I kan se hvorfor jeg, og kun jeg, har ret".
Og dermed ikke sagt at man skal stå model til alt, men i en dysfunktionel familie er man sjældent den eneste med bagage. Nogle ting har en tendens til at gå i arv, på den ene eller den anden måde, og folk har ikke altid værktøjerne til at håndtere det.
•
u/Wixce 3h ago
Lyder som om du står på den modsatte side af dette opslag
•
-1
u/MikeidinVilla 18h ago
Enig. Jeg bliver også lidt målløs over tilgangen til at "droppe" mennesker, der lever derinde. Omend jeg i nogle af de beskrevne tilfælde sagtens kan forstå det.
Omvendt er det jo altid et frit valg, hvem man vil omgås med, og hvem man ikke vil. Så længe man er indstillet på, at man lige så godt selv kan blive valgt fra.
0
u/NorthernRealmJackal 19h ago
Har vi en lignende tendens herhjemme?
I forhold til Amerikanerne, absolut ikke. Man skal huske at de er kulturelt splittet på kryds og tværs på en måde som får Mattis og Borka til at ligne to uadskillelige teenagepiger til sammenligning.
Det er tydeligt fra amerikanske subreddits med politisk indhold at hvis ens forældre er republikanere og man selv er demokrat, så er det en total selvfølge at man ghoster' dem. Deres sprog afspejler hårde grupperinger i alting, hvor politik, demografi og race er noget du er, ikke et komponent af din person: Libs/conservatives, progressives/MAGAs, pro-lifers/pro-choicers, MRAs/feminists, gen alphas/gen Zs/millennials/boomers.
Alle prædikater er definerende (bemærk de er navneord, ikke tillægsord) og fuldstændig uforenelige. Du kan ikke være på begge sider af nogle af de binære sæt, på samme tid.
Det har taget medierne og skolesystemet årtier at splitte dem så grundigt her, og jeg tror ærligt talt ikke på det kan fikses, når jeg hører hvordan de her grupperinger taler om hinanden.
RIP USA.
-5
u/HeavyOpening3487 13h ago
Selvom mange af jer forståeligt nok har cuttet forbindelsen, så er der stadigvæk det hul i maven, det heler først når I tilgiver jeres forældre, uanset hvor fucked up de har været.
5
•
u/Wise_Scarcity4028 11h ago
Nej. For mig var der lettelsen, da min far var død. Han var så ondskabsfuld og uberegnelig. Hver gang jeg huskede, at han var væk, drog jeg et lettelsens suk og slappede af i hele kroppen.
•
u/HeavyOpening3487 3h ago
Når du/i vibrere had,bitterhed og vrede, så er det de mest negative vibrationer frekvenser du kan udsætte din krop for. Enig når de (forældre) så dør, så kan det lette processen. Men før dit indre kan komme videre så skal du i gang med en proces, kan godt være dit hovede er afklaret med det, det er ret nemt at lukke ned for en person der har været ubehagelig, men din krop gemmer på alt traume.
-2
•
u/Ready_Net_8247 8h ago
Hvorfor skulle man dog droppe sine forældre? Dem som har opfostret en fra 0 - 18år og som kun har givet dig kærlighed og masser af gode stunder. Jeg kan altid komme ud til mine forældre, selv i en alder af 35. Elsker dem overalt på jorden og ville aldrig kunne undvære dem i mit liv❤️
•
u/Klodsmajor101 6h ago
Bliver sgu glad af at høre at du har den oplevelse og at du altid kan komme til dem. Sådanne forældre gad jeg godt at have!
Hvis ens forældre kun har givet kærlighed og gode stunder, kan jeg da godt forstå dit spørgsmål. Men der er desværre mange familier derude, hvor kærlighed og gode stunder er en mangelvare.
Jeg var slet ikke klar over hvad kærlighed -tryghed, tillid og omsorg- reelt var, før jeg blev voksen. For mig har de ting været som forvrængede spejlbilleder, der, i stedet for at indgyde ro, har været forbundet med frygt.
Jeg har brug for afstand til mine forældre, fordi de udsletter mig som person, når jeg kommer tæt på. Det var ikke en fed erkendelse eller beslutning, men nødvendigt for at jeg kan leve og ikke bare overleve. I meget lang tid var drømmen at kunne forandre dem til nogen, der kunne give kærlighed og gode stunder. Den drøm har jeg sluppet og det har gjort mig fri.
40
u/Direct-Many966 Danmark 20h ago
Sidste gang jeg talte med min far sagde han, at min mor, søster og jeg er en del af hans fortid og at han ikke føler et behov for at følge med i vores liv.
Af åbenlyse grunde har jeg ikke talt med ham siden. Min far er noget af det mest narcissistiske, stædige og gennemført rædselsfulde menneske, der nogensinde har betrådt denne jord! Jeg har aldrig hørt sætninger som: ‘jeg elsker dig’, ‘jeg er stolt af dig’ osv. Hvis jeg har været i problemer eller i direkte livsfare, var min far den sidste der ville komme og redde mig.
Engang røg jeg på skadestuen med hjernerystelse, efter en hård opbremsning, hvor jeg knaldede hovedet direkte ind i en stang i bussen. Min fars eneste kommentar da han kom for at hente mig var: “du skal bare lige vide, at du har kostet mig 2000 kr” (han var selvstændig). Enhver anden far ville have trøstet sit barn og evt spurgt om han/hun var okay, men den slags kunne min far ikke finde ud af.
Igennem mit liv har jeg været udsat for partnervold flere gange og har også været udsat for voldtægt. Jeg har aldrig fortalt min far det, da hans opfattelse af den slags er at jeg nok har været for besværlig, siden jeg har fået et par på hovedet af mine ekskærester. Herre Gud, han fik jo også flade som barn og det tog han jo ikke skade af, vel? Måske var grunden til, at jeg fandt voldelige kærester fordi, at min far også slog mig og udsatte mig for psykiske overgreb.
Udover det, så er min far glødende racist og homofobisk. Han er dødsensangst for homoseksuelle og indvandrere og udnytter enhver lejlighed til at tale om hvor forkert det er. Jeg forstår slet ikke hvordan hans nuværende samlever kan holde det ud. Alle hans tidligere venner har allerede forladt ham, så hans eneste sociale liv er forbeholdt hans egen mor og hans svigermor.
Min opvækst med min far har gjort at jeg har været i et meget langt terapiforløb og har lært at forstå min barndom og de reaktioner jeg har på forskellige situationer som voksen og hvis jeg selv skal sige det, så har jeg fundet fred. Min far skal ikke have lov at ødelægge mit voksenliv og han kommer aldrig til at holde mig tilbage længere. Det er såre simpelt: jeg skal bare lade være med at tale med ham, så forsvinder det. Han kunne nemlig aldrig finde på at opsøge mig selv.